Virksomheden

Kims er Danmarks største producent af chips og snacks. Virksomheden blev grundlagt i begyndelsen af 60’erne af Odense Marcipanfabrik, der ønskede at supplere sortimentet med andre, mindre sæsonbetonede varer. I dag er Kims A/S sammen med Odense Marcipanfabrik en del af koncernen Chips AB, der ejes af den norske fødevarekoncern Orkla.

Fakta om Kims A/S 2008

Antal ansatte: 234
Omsætning: 560 mio. kr.
Overskud før skat: 64 mio. kr.
Beliggenhed: Søndersø på Fyn

Kims producerer og sælger en lang række chips og snacks på det danske marked. Sortimentet udvides løbende. Et af de seneste bud på et nyt produkt er ovnbagte chips, men Sour Cream & Onion har gennem mange år været det mest solgte Kims produkt.

I løbet af de seneste 10 år har Kims udviklet sig til at være et af de mest kendte danske mærker. Kims lægger stor vægt på produkternes kvalitet og ligger prismæssigt i den dyre ende. ”Tendensen går i to retninger. Folk spiser stadig de gode, gamle klassikere, og samtidig er de nye fedtfattige alternativer blevet godt modtaget”, siger adm. direktør Carsten Hänel.

Uddrag af Fyens Stifttidende, 20. august 2008

Kims dropper det sunde

Snackproducenten Kims har solgt varemærket Trope tilbage til Henrik Winther- Olsen efter fire års ejerskab.

For fire år siden var der store forventninger til markedet for natursnacks, og derfor besluttede Kims i Søndersø at opkøbe firmaet Trope A/S.

Tropes 23 medarbejdere omsatte i 2003 for 50 millioner årligt og havde et overskud på 1,6 millioner. Vi betragtede det som et klart vækstområde, hvor vi med natursnacks kunne ramme en anden målgruppe end Kims kernekunder, fortæller administrerende direktør Carsten Hänel.

Carsten Hänel forventede ved købet for fire år siden en tocifret vækstrate på natursnacks. ”Men det har været svært for os at opnå en tilfredsstillende position på markedet for natursnacks. Fedtfattige snacks af ris fra Asien, eksotiske nødder fra Indien, Brasilien og Tyrkiet og pinjekerner fra Pakistan og Kina viste sig som sagt ikke rigtigt at falde i kernekundernes smag. De holder sig til saltede og krydrede chips og snacks. Tropeprodukterne hænger typisk i frugt- og grøntafdelingerne, hvor de bliver købt til for eksempel salater”, siger Carsten Hänel. ”Vi fremstiller ikke produkter til madlavning”.