Fremgang for KiMs Danskernes foretrukne leverandør af chips og snacks, KiMs A/S, fik fremgang i 2001 og nåede samtidig en historisk stor markedsandel på 46 pct. Selskabets nettoomsætning i 2001 steg med 4 pct. til 396 mio. kr. fra 382 mio. kr. året før. Fremgangen blev opnået på trods af et stagnerende hjemmemarked for chips og snacks. I gennemsnit spiser hver dansker årligt 3,5 kilo chips, og der står KiMs på 17 ud af de 20 mest solgte poser chips og snacks i Danmark. Driftsresultatet blev rekordmæssigt stort - det blev i 2001 på godt 46 mio. kr. mod 29 mio. kr. i 2000. "Vi er i direkte konkurrence med internationale aktører både herhjemme og på eksportmarkeder, og derfor har vi i de senere år haft fuld fokus på at rationalisere driften af virksomheden - der er i 2001 blevet effektiviseret i både produktion, salgsorganisation og administration, siger adm. direktør Jørn Tolstrup Rohde. Alene i 2001 blev der investeret 16,8 mio. kr. med henblik på rationaliseringer. "Vores bestræbelser med at trimme virksomheden er synlige. Vi er godt tilfredse med en forbedring af driftsresultatet på 17 mio. kr. ud af en omsætningsfremgang på 14 mio. kr.", siger Jørn Tolstrup Rohde. Desuden sanerer KiMs hele tiden i sortimentet og supplerer med nye produkter, så virksomheden til enhver tid kan levere de produkter, kunderne efterspørger. I 2001 har KiMs bl.a. lanceret "Kanonkugler", som allerede indtager en 13. plads blandt danskernes favoritter. En anden nyhed er Dip Chips - ekstra tykke chips - som er rykket ind på en 14. plads. KiMs mest solgte produkt over hovedet er Sour Cream & Onion. Mens danskerne i gennemsnit spiser 3,5 kilo chips om året, spiser svenskerne 3,8 kilo, nordmændene 5 kilo og englænderne over 6 kilo. "Vi mener, det er muligt at sælge flere chips og snacks til danskerne, når vi ser på forbruget i andre nordiske og europæiske lande. Vi vil derfor fortsætte med at komme med produkter, som kan friste, når man er sulten for sjov", siger Jørn Tolstrup Rohde. KiMs ekspanderer især i udlandet. En tredjedel af KiMs produktion går i dag til forbrugere uden for Danmarks grænser - primært England og Tyskland. I 2001 har KiMs udbygget samarbejdet med den engelske butikskæde Marks & Spencer, som er repræsenteret i 38 lande. KiMs skal nu på årsbasis levere over 1.000 tons chips og snacks til den engelske kæde. KiMs indgår i Nordens førende chips- og snacksvirksomhed, Chips Scandinavian Company, der også omfatter OLW AB i Sverige og KiMs Norge AS. Sammen med Chips Scandinavian Companys ejere, Chips AB, har KiMs opnået en stærk position I Norden. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: adm. dir. Jørn Tolstrup Rohde, KiMs på tlf.: 63 89 12 12. |