Tilbagetrækning af pistacienødder fra Trope
Trope trækker et parti af pistacienødder tilbage fra forretningerne. Selv om alle regler på området er overholdt, er der alligevel fundet rester af svampegiften aflatoksin. Der er tale om et parti pistacienødder fra Trope med pakkedato 10. og 11. maj 2004.

Trope er i dag blevet kontaktet af Fødevareregion København og Nordøstsjælland, der har fundet rester af stoffet aflatoksin i et parti pistacienødder. Derfor kalder Trope nu alle pistacienødder med pakkedato 10. og 11. maj 2004 tilbage fra forretningerne. Desuden bør kunder, som har købt de pågældende pistacienødder, ikke spise dem, men returnere eventuelle poser til Trope. Her vil alle få dækket udgiften til såvel pistacienødder som forsendelse.

Aflatoksiner er giftstoffer, der dannes af skimmelsvampe, der kan vokse på fødevarer som f.eks. krydderier, figner og nødder.

"Man bliver ikke syg af at have spist en enkelt pose af de pågældende pistacienødder, men aflatoksin er kræftfremkaldende, så man bør ikke spise nødderne, hvis de stadig ligger hjemme i skabet", siger sektionsleder Peter Nørlyng fra Fødevareregion København og Nordøstsjælland.

Alle procedurer overholdt
Trope modtog 10. maj en sending pistacienødder: 10 tons i 20 sække. Alle procedure blev overholdt: Trope udtog en prøve pr. sæk, der blev sendt til test på det anerkendte laboratorium, Analycen, i Fredericia. Prøverne overholdt alle de tilladte grænseværdier. Desuden viste det certifikat, der fulgte med sendingen fra leverandøren, at pistacienødderne levede op til gældende lovgivning. Herefter blevet de pågældende pistacienødder sendt ud i forretningerne.

Fødevareregion København og Nordøstsjælland fandt efterfølgende ved en stikprøvekontrol et for højt indhold af aflatoksin: 24 mikrogram pr. kilo mod den tilladte grænseværdi på 4 mikrogram.

"Selv om alle procedurer er overholdt, kan vi aldrig gardere os 100 pct., da stoffet forekommer sporadisk og ofte er meget ujævnt fordelt i et parti. Det vil sige, at det kan findes i en prøve, men ikke de øvrige", forklarer direktør Carsten Hänel, som ser med alvor på sagen.

"Vi sætter forbrugernes sikkerhed meget højt og tester og kvalitetssikrer i hele produktionsprocessen. Derfor er det meget beklageligt, når vi har en sådan sag. Vi vil se på, om vi i fremtiden kan sikre forbrugerne endnu bedre", siger Carsten Hänel.

Der er i dag taget direkte kontakt til alle kædekontorer og grossister med henblik på at få tilbagekaldt de resterende pistacienødder fra den 10. og 11. maj 2004.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør Carsten Hänel, tlf.: 63 89 12 50.

Kunderne opfordres til at returnere pistacienødder til Trope med pakkedato 10. og 11. maj 2004. Alle udgifter vil blive refunderet. Poserne sendes til:

Trope A/S
Sandvadsvej 17
4600 Køge