KiMs lancerer ny gourmet-chips:
Samsøgaard - kompromisløse kvalitetschips
Gode danske råvarer og smagsoplevelser i verdensklasse. Det er nøgleordene bag Samsøgaard fra KiMs. Gourmet-chipsen til den kvalitetsbevidste dansker, for hvem kun det bedste er godt nok.
De gode danske råvarer er centrum for KiMs nye Samsøgaard-chips. Kartofler med smagen af den danske sommer fra Samsø og gammeldags sydesalt fra Læsø Saltsyderi bidrager til en velsmagende gourmet-chips, der med sin let krydrede smag og delikate sprødhed henvender sig til danskere, som sætter en ære i råvarernes kvalitet — til hver-dag og til fest.

- Råvarernes kvalitet spiller en stadigt større rolle, når vi vælger vores fødevarer i supermarkedet. Det samme gør sig gældende, når vi skal forkæle os selv med snacks og andre lækkerier. Derfor lancerer vi nu en helt ny chips, baseret på anerkendte, danske kvalitetsråvarer, som giver en gennemført smagsoplevelse, siger Frank B. Troelsen, Marketingdirektør hos KiMs.

Klassiske danske råvarer
Såvel jord- som temperaturforhold på Samsø er optimale til dyrkningen af de lyse, velsmagende kartofler, som bruges til at lave KiMs Samsøgaard-chips.

- Muldjorden på Samsø indeholder hverken for meget ler eller for meget sand i forhold til dyrkningen af danske kvalitetskartofler. Vi ligger i et kystnært område, og den friske brise fra havet sikrer, at sommervarmen herovre ikke når de samme temperaturer som i resten af Danmark. Det er godt for kartoflerne, siger Arne Kremmer Jensen, kartoffelavler og hovedleverandør til KiMs Samsøgaard-chips.

Når Samsø-kartoflerne er blevet stegt, krydres de med salt fra Læsø Saltsyderi.

- Sydesalt fra Læsø er dansk kvalitetssalt produceret med den største omhu efter århundredgamle metoder. Salt, som sætter nye standarder for de krydderier, som danskerne garnerer deres yndlingsspiser med og samtidig et salt, som på bedste vis komplementerer de gode danske kartofler, som KiMs nye gourmet-chips er lavet på, siger Poul Christensen, sydemester, Læsø Saltsyderi.

For yderligere information kontakt venligst:
Marketingdirektør hos KiMs, Frank B. Troelsen, tlf.: + 63 89 12 12 eller mobil: + 20 20 21 71