Kvinderne får deres egne chips
Danmarks chips-konge sender i denne uge en serie nye chips ud på hylderne. Minimal er ekstra sprøde chips med 35 pct. mindre fedt end i traditionelle chips. De nye Minimal chips er til det stigende antal danskere - særligt kvinder - der efterspørger et lettere alternativ, men som ikke vil gå på kompromis med smagen
Nu er det slut med at snige sig forbi snack-hylderne i supermarkedet. KiMs lancerer en helt ny chips, som man kan guffe i sig med god samvittighed. Minimal har den velkendte chips-smag og sprødhed, men 35 pct. mindre fedt end traditionelle chips.

- Minimal er for de kvinder, som godt kan lide at spise chips, men som samtidig er bekymrede for, om det sætter sig for meget på sidebenene. Minimal ser ud, dufter og smager som helt almindelige chips, så forbrugerne får den samme chips-oplevelse - bare med mindre fedt. Vi danskere, og især kvinderne, interesserer os mere og mere for vores krop og sundhed, og derfor også for hvad vi spiser. Den udvikling vil KiMs gerne komme i møde, men uden at snyde forbrugerne for den gode smagsoplevelse, siger Carsten Hänel, administrerende direktør i KiMs.

Fedtet blæses af
Minimal chips bliver produceret på en helt speciel måde for at minimere fedtindholdet og samtidig bevare den gode smag af kartofler og krydderier. Kartoflerne skæres i lidt tykkere, flade skiver, som steges i længere tid og ved lavere temperatur end almindelige chips.

Sidst i processen bliver det overskydende fedt blæst af chipsene med varm luft, og på den måde bliver Minimal-chipsene både sprøde og får et lavere fedtindhold på en helt naturlig måde.

To populære varianter
Den nye KiMs chips kommer i danskernes to foretrukne smagsvarianter - 'Havsalt' og 'Sour Cream & Onion'. Minimal kommer til at skille sig ud på hylderne med et helt nyt minimalistisk posedesign, der med sin enkle og rene stil sender meget feminine signaler.

For yderligere information kontakt venligst:
Adm. direktør i KiMs, Carsten Hänel, tlf.: +45 63 89 12 12 eller mobil: +45 20 20 21 75
Se produktbilleder af de nye Minimal-chips.